ÅBENT I DAG 10 - 17

7 dages filmprogram – kurateret af Rirkrit Tiravanija & Nikolaus Hirsch

Hver dag fra kl. 17.00. Gratis adgang

Hver dag fra kl. 17.00 er der filmforevisninger i værket Do we Dream Under the Same Sky. Programmet er kurateret af Rirkrit Tiravanija & Nikolaus Hirsch. Nedenfor en oversigt over film og spilledage. Der er gratis entré 

Dag 1: fredag 2. juni, 9. juni, 16. juni, 23. juni, 30. juni, 7. juli, 14. juli, 21. juli, 28. juli

De Lama Lamina

De Lama Lamina, Matthew Barney, 2004, 60 min.

Kortfilmen De Lama Lamina dokumenterer kunstneren Matthew Barneys enorme performancekunstsamarbejde med musikeren Arto Lindsay. Filmens åbningsscene er karnevalet i El Salvador, Brasilien, hvor man følger tilblivelsen af et enormt terrængående køretøj, som griber om en kunstig trælignende skulptur, der er under konstruktion. Scenen skifter, og vi følger nu kunstnerens arbejde i interaktion med naturen – en ’dome’ midt ude i en tætbevokset skov er omdrejningspunktet for kunstnerens videre arbejde med at færdiggøre den motoriserede installation, der her bliver dækket af mudder, nedfaldne blade og vegetation.

The Most Beautiful Moment Of War)El momento más hermoso de la guerra (The most beautiful moment of war), Adirán Villar Rojas, 2017. 55:31 min. 

Den argentinske kunstner Adrián Villar Rojas afsøger gennem forskellige medier ofte spændingen mellem det kunstige – det menneskeskabte – og det naturlige. 

Filmen tager sit afsæt i den koreanske landsby Yangji-ri beliggende i et grænseland, hvor en naturlig

anspændthed er en del af hverdagen for byens indbyggere. Med udgangspunkt i dette sårbare leverum dokumenterer og undersøger filmen forholdet blandt byens indbyggere, stedet og dets besøgende.

Dag 2: lørdag 3. juni, 10. juni, 17. juni, 24. juni, 1. juli, 8. juli, 15. juli, 22. juli, 29. juli:

Migration

Migration (Empire), Doug Aitken, 2008, 24:28 min.

Den amerikanske kunstner Doug Aitken visualiserer på nærmest surrealistisk vis de udfordringer, der opstår, når menneskers og dyrs naturlige levesteder kolliderer. Denne film er filmet på udvalgte motelværelser rundt om i USA. Dyrene, som indgår i filmen, er fjernet midlertidigt fra deres naturlige levesteder og placeret i motelkulisser og miljøer bygget med henblik på at understøtte menneskets mobilitet. Dyrenes naturgivne adfærd skildres, og vi ser en bæver svømme rundt i et badekar og en bisonokses massive hoved vælte møbler – alt sammen akkompagneret af heftig underlægningsmusik.

Altered Earth

Altered Earth, Doug Aitken, 2012, 49 min.

Altered Earth er kulminationen på i alt tre års ambitiøst samarbejde mellem Doug Aitken og LUMA Foundation, hvor kunstneren Doug Aitken via skiftende billeder og lyd skildrer brudstykker af landskabet, saltminerne og marsklandet i Camargue-regionen i det sydlige Frankrig. Det er et videoprojekt, der udforsker geografien og økosystemet i en musikalsk fortælling.  

Dag 3: søndag 4. juni, 11. juni, 18. juni, 25. juni, 2. juli, 9. juli, 16. juli, 23. juli, 30. juli

Zuleika

Foreground/Background: A Day in Janet Boulton’s Garden, Zuleika Kingdon, 22:44 min.

Filmen giver et stille og poetisk indblik i den engelske kunstner Janet Boultons inspirerende byhave i Abingdon nær Oxford. Haven fungerer som kulisse for adskillige af kunstnerens akvareller, og som beskuer får man et indblik i alt det, som de snoede grusstier fører rundt til.
Haven er i sig selv et lille kunstværk fuld af farver og symbolik – prydet af værker indgraveret på diverse medier som træ, skifer og glas, der alle refererer til kunstnerens eget liv og erindringer. Draughtmans Contract

The Draughtsman's Contract, Peter Greenaway, 1982,104 min.

Denne kunstfærdige film foregår i året 1694 på et engelsk landsted, hvor en velhavende kvinde hyrer en kunstner til at tegne 12 detaljerede tegninger af hendes hus. Kunstneren bliver aflønnet med kvinden i husets intime gæstfrihed, og filmens fortælling veksler mellem scener fra boudoiret og den smukke have, hvorfra han tegner huset. Med iscenesat ynde og præcision viser instruktøren Peter Greenaway fortællingen som små mystiske spor lagt ud undervejs; som beskuer må man selv drage sine konklusioner.

Dag 4: mandag 5. juni, 12. juni, 19. juni, 26. juni, 3. juli, 10. juli, 7. juli, 24. juli

Creeping _garden _still

The Creeping Garden, Tim Grabham, Jasper Sharp, 2014, 82 min.

Filmen udspiller sig som en kreativ og nytænkende dokumentar, der udforsker de små oversete organismer, der lever i en verden lige under vores fødder. Med udgangspunkt i slimede svampedyrs fascinerende egenskaber undersøger filmen via ukonventionel brug af robotcontroller og IT, hvordan dette slimdyr træffer valg uden at have en egentlig hjerne. Filmen tager os med i laboratoriet og ud i naturen, på jagt efter de små organismer i deres naturlige habitat.

Blissfully Yours

Blissfully Yours, Apichatpong Weerasethakul, 2002, 125 min.

Den thailandske filminstruktør Apichatpong Weerasethakul har vundet flere prestigefyldte priser, heriblandt Guldpalmerne (2010), A Certain Regard-prisen (2002) og Jury-prisen (2004) i Cannes. I den dramatisk forførende film Blissfully Yours er det ikke en tydelig historiefortælling, men nærmere en markant stemning, der drager beskueren. Vi følger på sidelinjen et kærlighedsdrama, der udvikler sig. Et drama der udspiller sig på baggrund af to skiftende scener i filmen. Den første foregår i byen, hvor vi møder det unge par, som vi senere, i filmens anden del, får lov at følge på en picnic i et solbeskinnet paradisisk naturområde.

Dag 5: tirsdag 6. juni, 13. juni, 20. juni, 27. juni, 4. juli, 11. juli, 18. juli, 25. juli

Prospect Cottage

Derek Jarman’s Prospect Cottage, Howard Sooley, 2014, 6 min.

Fotografen Howard Sooley har som en del af en filmserie for det globale filmsite Nowness dokumenteret den helt unikke stemning, der optræder ved kunstneren Derek Jamans primitive landsted beliggende ved Dungeness i Kent, England. Uden omkredsende hegn fremstår dette lille sted som en underspillet menneskeskabt plet i et goldt og råt landskab. Med et atomkraftværk som nærmeste nabo og et næsten uendeligt udsyn til horisonten er haven en del af den omkringliggende natur. Stille gengives skiftende billeder fra haven samt diverse effekter og tableauer, der alle fortæller en historie om livet, der er blevet levet her.

 The Garden , Darek Jaiman

The Garden, Derek Jarman, 1990, 95 min.

Denne kunstneriske film fra 1990 er skabt af den engelske filminstruktør Derek Jarman, hvis dødelige HIV-sygdom havde stor betydning for hans filmiske arbejde og hans kamp for homoseksuelles rettigheder. Filmen er indspillet i Derek Jarmans egen have ved Dungeness i Kent, England – stedet hvor han boede frem til sin død i 1994. Med et voldsomt lydspor og grænseoverskridende billeder følges et tilsyneladende uskyldigt og kærligt homoseksuelt par, hvis idealistiske eksistens afbrydes, da de bliver anholdt, ydmyget og dræbt.

Dag 6: onsdag 7. juni, 14. juni, 21. juni, 28. juni, 5. juli, 12. juli, 19. juli, 26. juli

 The Boy From Mars

The Boy from Mars, Philippe Parreno, 2003, 11:27 min.

Den franske kunstner Philippe Parreno (f. 1964, Algeriet, bor og arbejder i Paris) står bag denne kortfilm, der stemningsfyldt dokumenterer scenerier fra hans besøg på ’the land’-projektet i Chiang Mai, Thailand. I 2001 blev Parreno af Rirkrit Tiravanija inviteret til at samarbejde og dokumentere opførelsen af en bygning på ’the land’. Bygningen genererer strøm ved hjælp af et trissesystem aktiveret af bøfler, og Parreno bruger strømmen til at skabe sin film. Det er en film, der flygtigt svæver mellem at ville dokumentere en virkelig hændelse og samtidig iscenesætte og gøre opmærksom på kunstnerens egen fascination af energien, solens refleksion og ’the lands’ utopiske kunstnerkollektiv.

Lung Neaw

Lung Neaw visits his neighbours, Rirkrit Tiravanija, 2011, 154 min.
I denne dokumentarprægede film følger Rirkrit Tiravanija (f. 1961, Buenos Aires, Argentina) den tidligere risbonde Lung Neaw (onkel Neaw) i hans hverdagslige gøremål i den nordlige provins Chiang Mai. Filmen skildrer langsomt og nærværende en række situationer, f.eks. nabomøder, børn der leger ved et vandhul og den daglige madlavning. Relationen mellem kamerafører Rirkrit Tiravanija og Lung Neaw spiller en betydelig rolle i filmens historiefortælling, der omsorgsfuldt skildrer hverdagslivet og i slowmotion giver beskueren tid og mulighed for at reflektere over Lung Neaws enkle liv, men også over sit eget liv.

Dag 7: torsdag 8. juni, 15. juni, 22. juni, 29. juni, 6. juli, 13. juli, 20. juli, 27. juli

 The Right Way

The Right Way, Fischli / Weiss, 1982-83, 50 min.
Den schweiziske kunstnerduo Peter Fischli og David Weiss har, siden deres samarbejde startede i 1979, arbejdet i et bredt spænd af kunstneriske medier, men altid med en legende og eksperimenterende tilgang til kunsten. Filmen The Right Way skildrer kunstnerne udklædt som henholdsvis en bjørn og en rotte på tur i den storslåede og uspolerede schweiziske natur. Gennem venskabelig konversation og legende uforudsete hændelser følger vi disse to venner i deres interaktion med naturen og med hinanden.

 Seven Intellectuals

Seven Intellectuals in Bamboo Forest, Part I, Yang Fudong, 2003, 29:32 min.

Filminstruktøren Yang Fudong har instrueret dette anmelderroste videoværk i fem dele, hvoraf filmprogrammet viser del 1. Hver del af filmen blev skabt i årene fra 2003 til 2007. Del 1 er filmet på Det Gule Bjerg beliggende i Anhui-provinsen i Kina, et landskab der traditionelt har haft stor betydning i Kinas kunsthistorie. Her følger vi filmens hovedpersoner, intellektuelle unge mennesker, der har udfordringer med at navigere i et samfund, der har ændret sig markant fra et traditionsbundet samfund til et samfund, der i stigende grad benytter den enkeltes materielle rigdom som målestok. I samspil med filmens billeder skaber underlægningsmusikken en nærmest poetisk atmosfære.

Kwassa Kwassa

Kwassa Kwassa, Tuan Andrew Nguyen & SUPERFLEX, 2015, 17 min.

Denne kortfilm er produceret i 2015 af det danske kunstnerkollektiv Superflex, der gennem både titel og indhold visualiserer og sætter fokus på Kwassa Kwassa – en titel der refererer til de ustabile små fiskerbåde, der dagligt fragter migranter. Filmen er en følsom, detaljerig skildring af de udfordringer, der ligger bag disse bådes aktiviteter, en visuel meditation over nogle af fremtidens temaer såsom migration, økonomi, statsborgerskab og historie.

Hver dag kl. 10.00-21.00:
The Oldest Living Things in the World, Rachel Sussmann,

Slide show Hver dag fra kl. 10-21 vises fotoserien The Oldest Living Things in the World af kunstneren Rachel Sussman, der til daglig bor og arbejder i Brooklyn, New York. Lysbilledshowet vil blive sat på hold, når der er andre aktiviteter i pavillonen. The Oldest Living Things in the World er en rejse gennem tid og sted. Over det seneste årti har kunstneren Rachel Sussman rejst verden tynd for at fotografere organismer, der stadig lever, til trods for at de er over 2000 år gamle. Hun har rejst fra Antarktis til Grønland, fra den amerikanske Mojave-ørken til Australien.

©ARoS 2017